Når snakken falder på Middelalderen, tænker mange på korsridder og kampen mellem det kristne samfund under Paven og det det muslimske samfund i mellem østen.
Omkring slutningen af 1000-tallet var Europa ramt af alvorlig krise.
Det mægtige Frankerrige – nutidens Frankrig og dele af Tyskland – var delt op i små fyrstendømmer på grund af en lang og bitter arvefølgestrid, og vikinger fra Skandinavien plyndrede samtidig langs floder og ved kysten.
Pave Urban 2’s magt var stærkt begrænset, og kirken var splittet i mange religiøse spørgsmål.
Da det byzantinske riges kejser skrev til paven og bad ham sende hjælp til at bekæmpe de muslimske hære, der truede Konstantinopel, øjnede paven en chance for at samle Europa om et fælles mål: at slå muslimerne og generobre Jerusalem, som i 400 år havde været underlagt muslimske herskere.
Der for opildnede Pave Urban 2, som den første pave, til hellig krig mod muslimerne i og omkring Jerusalem. Hans budskab stod i skærende kontrast til Biblens ord om at vende den anden kind til, men den katolske kirke fandt på budskabet om, at Gud ville se gennem fingre med krig, hvis den var retfærdig.
Kirken opstillede tre krav til hellig krig: Krigen skulle erklæres af en konge eller biskop, have et godt formål og føres uden unødvendige blodsudgydelser. For bedre at kunne rekruttere soldater blev budskabet om hellige krig med tiden omformuleret til, at Gud ikke blot ville se gennem fingre med volden, men ligefrem ville belønne dem, der kæmpede for hans sag.
Der var flere ting som spillede ind og talte for korstogene:
Havde en person begået en frygtelig synd, ville Gud give ham syndsforladelse og redde ham fra evige pinsler i Helvede, hvis synderen tog på korstog.
Adelsmænd kunne derved få afløb for deres aggressioner langt bort i Det Hellige Land.
Korstogene ville få paven til at fremstå handlekraftig.
Hvor mange gang drog Europæerne på Korstog.
Ifølge Den store Dansk var der 8, men andre siger at der var 9 og nogen siger at der kun var 7 felttog som var godkendt af den til den tid siddende Pave.
De 8 som Store Danske referer til er:

1 korstog i perioden år 1096 til år 1099
2 korstog i perioden år 1147 til 1149
3 korstog i perioden år 1189 til år 1192
4 korstog i perioden år 1202 til år 1204
5 korstog i perioden år 1217 til år 1221
6 korstog i perioden år 1228 til år 1229
7 korstog i perioden år 1248 til år 1254
8 korstog i perioden år 1270

Det 3 korttog er nok et af de mest berømte for det var der Richard Løvehjerte som var konge af England i perioden 1189 til 1199 og deltog i. I 1190 sejlede han først til Cypern med en stor hær, som var betalt med de engelske skatteyderes penge.
Faktisk var Løvehjerte tæt på at ruinere England på grund af sit korstog.
Fra Cypern fortsatte han til Israels kyst og var i 1191 med til at erobre fæstningsbyen Acre fra Saladins muslimske styrker.
Inde i byen henrettede han 2.700 krigsfanger for ikke at skulle trækkes med dem under angrebet på det muslimsk besatte Jerusalem.
Jerusalem kunne Løvehjerte dog ikke trænge frem til, og i 1192 måtte han indgå en 3-årig fredsaftale med Saladin og sejle tilbage til Europa med uforrettet sag.
På vej hjem blev han taget som gidsel af hertugen af Østrig og var igen ved at ruinere England, fordi landet måtte indsamle en enorm sum for at købe ham fri, der er i den periode den berømte Legende om Robin Hood opstod.

Saladin

Saladin var nok den mest succesfuld leder af de muslimske hære, der besejrede korsridderne og generobrede Palæstina og Jerusalem.
Saladin var kurder og blev født i Tikrit i nutidens Irak.
Som 25-årig kaldte kaliffen i Kairo ham til Egypten for at tjene i den muslimske hær, der holdt landet i et jerngreb. Langsomt steg han i graderne og blev i 1169 udnævnt til vesir – kaliffens øverste leder i Egypten. Efter kaliffens død udnævnte han sig selv til sultan af Egypten og gik i kamp mod korsridderne i Palæstina og Syrien.
Blandt både kristne og muslimer blev han hurtigt kendt for sin ridderlighed, barmhjertighed og store strategiske evner.
I 88 år havde Det Hellige Land været underlagt korsridderne, men Saladin besejrede de kristne krigere i 1187 i slaget ved Hattin og indtog kort efter Jerusalem.
Saladin døde 55 år gammel i Damascus i 1193.

Når man taler om Korstogene falder snakken på forskellige betegnelser.

Korsfarere:
Korsfarere var simpelthen alle de personer, der drog på korstog.

Korsridder
Korsriddere var adelsmænd med hest, rustning og dyre våben.
De udgjorde korstogets svære kavaleri – en vigtig del af hærens slagstyrke, men langt fra den mest talstærke.

Tempelridderne

I år 1119 dannede ni riddere et slags vagtværn for at beskytte kristne pilgrimme på vej til Jerusalem. Fra den spæde start i Jerusalem voksede ordenen til at blive en magtfaktor i ikke kun Det Hellige Land, men også i Europa.
Ridderne var både dygtige krigere og fromme munke, som skulle leve i cølibat, fattigdom og udmærke sig ved at være bedre kristne end alle andre.
Men mens ridderne selv var ludfattige, blev ordenen svimlende rig på at agere bank for pilgrimme. Ville en kristen besøge Jerusalem, men frygtede at blive røvet undervejs, kunne han eller hun aflevere et beløb til en tempelridder i sit hjemland og få udbetalt pengene ved ankomsten til Jerusalem – mod et passende gebyr.
Tempelridder ordenen modtog også store pengegaver fra Europas adelsfamilier og konger, der ville støtte korstogene.
Hovedsædet blev placeret på Tempelbjerget, deraf navnet.
Ud over at kæmpe i Palæstina deltog de også i den spanske og portugisiske Reconquista.
1307 blev alle tempelriddere i Frankrig arresteret og udsat for pinefulde forhør efter ordre fra den franske konge Filip 4. den Smukke.
1314 blev deres sidste stormester, Jacques de Molay, brændt i Paris d. 18. marts, hvor de resterende af ordenens medlemmer blev hængt ved Montfauçon.
Tempelriddernes dramatiske endeligt har givet inspiration til mange spekulationer om, at de gemte på den hellige gral, Jesu kors eller en tilsvarende stor hemmelighed.

Tyske orden

Den Tyske Orden eller Sankt Marias Hospitals brødre, den lantiske betegnelse Ordo Fratrum Hospitalis Sanctæ Mariæ Teutonicorum in Jerusalem.
Denne orden blev stiftet som en hospitalsorden i 1190 med henblik på at tage sig af pilgrimme og sårede i Det hellige land under korsfarertiden.
I 1199 blev den omdannet til en ridder- og præste orden som med tiden fik Østeuropa som sit vigtigste virkefelt. Medlemmerne aflagde ordensløfter.

Et eksempel på hvordan en tyske orden ridder kunne se ud

Johanniter ordenen

Den ældste af ridderordenerne blev stadfæstet i 1113 på baggrund af et allerede i Jerusalem eksisterende hospital, som menes at være grundlagt i 1023.
Den blev kaldt Hospitalsordenen, eller Johanniterordenen.
Der fandtes allerede et tysk (teutonsk) hospital for pleje af syge tyske pilgrimme i Jerusalem, da byen var hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem.
Det havde en kirke viet til den hellige Jomfru Maria. Dette hospital var underlagt Johanniterordenens stormester.
I 1187 erobrede muslimernes hærfører Saladin Jerusalem, og Pave Gregor 8. opfordrede til et nyt korstog for at genvinde byen.
Kort tid efter begyndte det tredje korstog.

Kilder:

Artikel af 19. marts 2015 af Jannik Petersen
Artikel af Jesper Jensen “Eventyret om Dannebrog og væbneren fra Antvorskov”
Den store Danske
Arn serien af Jan Guillou