Om bueskytter 

Selvom udviklingen af lang buen går ca 3500 år forud for middelalderen, er det i middelalderen at den så kaldte ”Longbowman” fik sin berømmelse og storhedstid.
Den viste sin taktiske brugbarhed under flere berømte slag Sluys(1340), Crécy (1346), Poitiers (1356), og Agincourt (1415), beviste den Engelske Longbowman sin dygtighed og brugbarhed.
Det var dog ikke stadig fint at være bueskytte i forhold til de stærkt pansrede ridder.
Det er en udpræget misforståelse at Longbow man kun var engelsk, den taktiske brug af longbow man blomstret op i Englang omkring 1400 tallet, men den havde en længe tradition i Storbritannien, i forbindelse med Anglo-Norman invasion af Wals i 11 hundredtallet, gav Waliserne god modstand mod deres pansret modstander med lang buen som våben. Dette menes at give Normannerne interessen for at anvende bueskytter i større grad ind hid til blandt andet lavede man en stævn / første række med bueskytter.
Man benyttede med stor succes bueskytter mod de let panseret Skotter, som et resultat af dette blev man ved at ansætte Walisere dedikeret som Longbow man i de engelske hære, men der fandtes også fransk mænd og selvfølgelig englænger. At der var franskmænd i den engelsk hær var ikke noget særsyn i 13 og 14 hundredtallet da den engelske krone ejede store områder i Frankrig, det var specielt fransk-normanner og fra Gascons området. De forskellige Engelske hære her under langbue skytterne bestod hovedsagelig af tvangs udskrevet bønder og andet godtfolk, de forskellige adelsmænd havde en forpligtigelse overfor Kronen med hensyn til at stille soldater etc. Til rådighed for Kronen når denne mente at der var tid til felttog. Man så bueskytterne for at være eliten blandt fodfolket, de mest kvalificeret af disse var at finde i kongens egen husstand, gik under betegnelsen ”Bønderne i Kronen” og anså sig selv for at være eliten. Der var 2 andre så kaldte kategorier det var dem som arbejde rundt omkring på godserne typisk som jæger eller skovløber etc. Den tredje kategori var mænd som var hyret til specifikke militære pligter, så som garnisonering og forsvare oversøiske byer i det franske, men det sket jævnligt disse blev banditter da den officielle løn ikke altid blev leveret til tiden.


Træning af Bueskytter

Skytternes træning til krigsførelse og slagmarkens taktik, var faktisk meget lille i forbindelse med en uddannelse af en Longbow man, hvordan kan det så være ??

Svaret er simpelthen der var en tradition for bueskydning både blandt Adlen og den ”almindelige” befolkning, med færdigheder der går gennem generationer, blandt andet gennem konkurrencer og jagt turer. De engelske monarker krævede en overvægt af langbue skydning, så færdighederne blev gode, endda blev det så højt prioriteret at der blev forlangt at der blev praktiseret bueskydning om søndagen.


Bevæbning

I forhold til de dårlig udrustet Europæiske bueskytter i den tidlig middelalder, blev langbue skytterne udstyret med rustning og våben.
Disse blev leveret af arbejdsgiverne (herremanden/kongen). Iføgle en bog fundet fra 1480, blev en typisk engelsk Longbow man beskyttet af Brigandine – som var en slags lærred eller læder rustning forstærket med små stålplader som var nittet til stoffet. Han blev også udstyret med benskinner, en ”sallet” ( en hjelm eller en stålforstærket hætte), en stanart, jakke, undertrøje, bundt pile og en bue og muligvis et kort svær eller daggert.


Langbuen

I modsætning til nogle forestillinger og film, var langbue var ikke den eneste form for bue benyttes af engelske bueskytter efter 14. århundrede.  Faktisk brugte de engelske bueskytter deres personlige buer til jagt og træning. Men når der blev kaldt til krig blev disse opbevaret eller opkrævet, hvor de blev udstyret med nye krigs buer.  I modsætning til sammensatte buer, blev langbue brugt til krige normalt udformet fra et enkelt stykke træ, hvilket hentyder til enkelheden i sit design. I den forbindelse havde den foretrukne træ altid været af den taks sort, selv om årstidernes skifte og tilgængelighed dikteret brugen af andre træsorter også - ligesom aske og elm.  Den færdige langbue (ofte malet og nogle gange 'hvide') var over 6 ft (eller 6 fod 2 inches), men selv længere prøver (op til 6 fod 11 inches) er blevet opdaget fra vraget af det berømte 16. århundrede Royal Navy krigsskib Mary Rose.  Nu med hensyn til optimeret form til den runde D-form. Denne omfang kropslighed oversat til omkring 80-120 lbs draw vægt, selvom vægt på op til 185 lbs højere draw blev brugt i kampe - som gjorde draw længder til at gå over 30 inches. Og endelig, når det kom til at variere, er der ingen særlige samtidige kilder, der præcist skildrer tallene under middelalderen. 

Kilder

Dattatreya Mandal May 3, 2016 - Sources: Journal of the Society of Archer-Antiquaries / RyeLongbowmen / MilitaryHistory.About / Longbow-Archers / GeoCities / BritishBattles / HEXAPOLIS, Book References: Longbowmen, Tactics, and Terrain: Three Battle Narratives from the Hundred Years War (By Molly Helen Donohue) / English Longbowman: 1330 – 1515 (By Clive Bartlett).