Begrebet Middelalder

Begrebet middelalder blev opfundet i Italien i starten af af 1400-tallet.
Den latinske betegnelse blev først fastlagt som medium aevum eller media ætas
Det er almindeligt at opdele perioden i yderligere i tre perioder:

  • Tidlig middelalder (ca. 500-1000)
  • Højmiddelalder (ca. 1000-1300)
  • Senmiddelalder (ca. 1300-1500)

Kort om den dansk middelalder.

Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en senere periode end i det sydligere Europa.

I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. '

Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965.

Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen.

Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter.
Ud over kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en vis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper.
Det kom til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd.

I forbindelse med reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse.

Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden.
Dette tidspunkt kendes også pga. indførelsen af loven omkring misbrug af mindreårige.
Den opdeling bruger den danske middelalder, som oftes benyttes, ser sådan ud:

  • Vikingetid (ca. 800-1050)
  • Tidlig middelalder (ca. 1050-1200)
  • Højmiddelalder (1200-1400)
  • Senmiddelalder (1400-1536)


Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den Sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 (og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard). Valdemars datter Margrete 1. udbyggede og konsoliderede riget, og centraliserede magten omkring kronen.
Senmiddelalderen var også Kalmarunionens tid (1397-1523).


Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål,

samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.


Kilde : Danmarks historie 1047-1397